Kim Frost

Dagen før Susanas far rejste, kørte de sammen op i bjergene. De plukkede brombær, og Susana lærte at køre på farens motorcykel. Hun husker det tydeligt, for dagen efter migrerede han. Hun græd, og det gjorde hendes far også. Det var første gang Susana så sin far med tårer i øjnene - og nu vidste hun ikke, hvornår hun skulle se ham igen.

Korruption, fattigdom og kriminalitet præger hverdagen i det mellemamerikanske land Honduras. Det kan være svært at forsørge dem, man holder. 

Migration er for mange blevet det sidste håb om en bedre fremtid. Men ruten mod USA er ikke for børn, og turen over Atlanten til Spanien koster mange penge. Derfor må forældrene træffe et svært valg: efterlade deres børn for at migrere på egen hånd. 

De håber at kunne sende penge hjem og forsørge deres børn på afstand. Give dem mad, uddannelse og et trygt sted at bo. Men uanset hvad, har det konsekvenser. Børnene vokser op og må undvære deres far, deres mor eller måske dem begge to.

I serien møder du 11 børn og unge. De vil fortælle dig om afsavn og længslen efter at holde deres mor i hånden. Men de vil også fortælle om fordelene ved at have en far langt væk, som de kun ser på telefonens skærm.

Tager du mig med? er børn og unges perspektiv på livet i Honduras, hvor hundredetusinder de seneste år har migreret, og hver tredje overvejer at gøre det samme. 

Fernando ved, hvad han vil i livet. Han vil være brandmand. Det har han vidst lige siden, han gik i femte klasse og så en film om nogle seje brandmænd sammen med sin far. 

“Jeg vil gerne gøre noget godt uden at få noget igen. Jeg vil være med til at redde mennesker, der har brug for hjælp.” 

Fernando er et skilsmissebarn. Indtil for et år siden kunne han besøge sin far lige henne om hjørnet, men nu er faren migreret, fordi han ikke kunne finde et arbejde. Fernando holder af sin mor, men han har altid følt et særligt bånd til sin far. Når de skulle hygge sig, tog de ofte ud for at spise pizza og spille playstation. 

Det gjorde de også den dag, hvor Fernando fik svar på sin optagelsesprøve til en skole for brandmandaspiranter. Sammen med sin far åbnede han brevet og lod øjnene rulle ned over listen med navne. Der var han - Fernando - lige der mellem alle de andre navne. Han var kommet ind! Fernandos far gav ham et stort kram.

“Selvom han bor i Spanien, føler jeg, at han støtter mig. Han sender penge hjem, som jeg bruger på skoleting, og nogle gange, når vi taler sammen, hjælper han mig med mine lektier. Jeg savner ham. Men jeg forstår også godt, hvorfor han bor derovre.”

Hver morgen tager Fernando sin uniform og sine støvler på. Skulderstroppen på jakken afslører, hvilken klasse han går i, og når han bliver den ældste årgang på skolen, skal han lære at slukke ild. 

Kameraet rullede forbi Ariana. Hun koncentrerede sig. Kiggede ned i skolehæftet foran sig og spillede den flittige skoleelev. Hendes opgave på settet var ikke særlig stor, men det var fantastisk at være med. Det er dét her, hun vil. Pludselig virkede hendes drøm meget levende. Ariana var statist i en reklamefilm, og hvis hun en dag kunne blive skuespiller, så ville hun være lykkelig.

“Inderst inde, helt nede i maven, kunne jeg mærke, at jeg en dag ville elske at spille en hovedrolle. Jeg var slet ikke nervøs - bare vildt begejstret over at få lov til at være med.“

Men inde i hende, lige ved siden af drømmen, bor fornuften. Hun ved, hun må have en plan B. I Honduras er der langt fra en opvækst i slummen til at se sit navn på en filmplakat.

For et par år siden migrerede Arianas mor til Spanien. Moren levede et hårdt liv i Honduras. Hun arbejdede fra tidlig morgen til sen aften hver dag, og de penge, hun tjente, rakte sjældent måneden ud.

“Det gjorde så ondt, da hun rejste, men jeg ved, hun har jo gjort det for mig og for mine søskendes fremtid. Det er et følelsesmæssigt dilemma. Jeg ville ønske jeg kunne bo sammen med min mor. Men samtidig ved jeg, det vil gøre hende stolt, at jeg får en uddannelse og muligheder, hendes generation ikke fik.”

Ariana bor sammen med sin søster. Væggene er dekoreret med billeder og et spejl, hun kan lægge sin makeup ved. For morens penge kan de hver måned betale for husleje, mad og hendes plan B. Hun vil studere marketing. Egentlig er faget interessant nok, men tanken om det får hende ikke til at smile nær så meget, som når hun tænker på at optræde.

Sammen med sin mor beder Ariana for, at de en dag skal bo sammen i Spanien. Livet vil være bedre der. Det ved hun bare. Der er flere muligheder, og måske vil hun have modet til at udleve sin store drøm.

De slukkede lyset i flyet og rullede gardinerne ned. Alison var på vej tilbage til Honduras, og i mørket fortrød hun inderligt, at hun for et år siden rejste med sin familie mod USA.

Alisons liv i Honduras var ikke som mange andre på ti år. Efter skole tog hun ofte op på lossepladsen for at tjene lidt penge. Der lugtede, og det sved i næsen. Men på en god dag kunne hun samle flasker for 50 kr. De fleste penge skulle bruges på mad og måske en cola fra den lille kiosk, hvis hun var heldig.

En dag sagde hendes mor, at hele familien ville forsøge at migrere til USA. Og Alison skulle med.

“Hvis ikke jeg tog afsted, ville jeg komme på børnehjem. Et øjeblik tænkte jeg, om det måske var det bedste.“

Rejsen til USA var uudholdelig. Alison husker de lange dage, hvor de bare gik og gik. Hun var så træt, når de lagde sig til at sove på de åbne veje.

“Jeg ville ikke fortsætte. Jeg græd. Jeg var sulten og mine fødder gjorde ondt.“

En morgen i Mexico, ikke langt fra den amerikanske grænse, blev de vækket af tre mænd. De sagde, at Alison og hendes familie skulle følge med. De havde intet valg. 

Alison og hendes familie blev ført ind i et hus. De fik ødelagte madrasser at opholde sig på og væggene var smurt til med blod. Alisons blik frøs, da hun kiggede over i hjørnet af det uhyggelige rum. Hun mærkede frygten helt ned i maven. Der lå en afskåret hånd. Først stirrede hun på den, og lidt efter holdt hun sin egen hånd frem for at sammenligne størrelsen. Hånden på gulvet var større og beskidt.

Det uhyggelige hus blev brugt til afpresning. Nogle migranter rejser med værdigenstande, og andre har velhavende familiemedlemmer tilbage i hjemlandet.

Alisons familie ejede intet. I et hus hvor død er malet på væggen, kan man vel ikke lyve? Alisons far lykkes med at forklare mændene om deres situation. Familien blev sluppet fri igen, da mændene indså, at der intet var at afpresse dem for.

Familien fortsatte rejsen og krydsede kort tid efter floden Rio Grande ind i USA. Men lige der, på vej til den amerikanske drøm, skete det samme for Alison, som der sker for mange andre. De blev tilbageholdt af amerikansk grænsepoliti og deporteret.

Det var første gang Alison sad i et fly. Hun var træt og bange for at det ville styrte ned. I mørket faldt hun i søvn og vågnede først op igen, da de landede tilbage i Honduras.

“På ambassaden den dag forsvandt håbet om at sidde overfor min mor og finde ud af, hvem jeg egentlig er.”

Med en drøm om at komme ind i USA på lovlig vis stod Hillary ved indgangen til den amerikanske ambassade i Honduras med en stak dokumenter i hænderne. Hun ville til USA for at se sin mor for første gang i 26 år. Manden bag skranken kaldte hende frem.

Hvad skal du i USA? Hvad arbejder du med? Er du gift? Har du børn? Hillary svarede ærligt på spørgsmålene. Hun har et godt job, men hverken børn eller en partner. Manden rakte hende et stemplet dokument. ‘Afvist’, stod der. Hendes verden væltede.

Hillary er vokset op hos sin bedstemor. Da hun var tre år, tog hendes mor af sted til USA. Siden har hun ikke set hende. Hillary har mange blandede følelser. Hun sætter pris på sin opvækst og de muligheder, hun har fået i livet på grund af pengene, som hendes mor har sendt hjem til Honduras. Men hun er også skuffet og vred over sin mors fravær - og så mangler hun noget grundlæggende i sin tilværelse.

“For at vide, hvor jeg skal hen i livet, er jeg også nødt til at vide, hvor jeg kommer fra.”

Hver dag arbejder hun for at fremme demokrati og bekæmpe korruption. Hillary siger sin mening i debatprogrammer på national tv. Hun sparker døre ind hos magthaverne og forstyrrer dem, når de ikke vil forstyrres.

Aftenen inden Hillary blev afvist på ambassaden, stod hun på en stor scene. Der var spotlights på hende. Repræsentanter fra FN og EU sad i salen. Til klapsalver fik hun overrakt en pris for sit arbejde med at forandre Honduras. Det var en stor aften. Men det eneste, hun kunne tænke på, var fraværet af sin mor.

“Jeg ville ønske, at min mor var her sammen med mig og støttede mig i mit arbejde for Honduras.”

Hillary må være tålmodig. Først om seks måneder kan hun igen søge om at få sin drøm opfyldt på lovlig vis - at sidde overfor sin mor, lære hende rigtigt at kende og tale om sine mange uforløste følelser. 

Papegøjen Pepe lander tillidsfuldt på Anyelis finger. Hun griner sammen med sin lillesøster, Arantza. Fyldte tegnehæfter stabler sig på skrivebordet bag dem, og legetøj ligger rundt omkring. Anyeli har gang i mange ting. Snart får hun sit helt værelse, hvor hun kan lege, lave lektier og tegne for sig selv. Hun glæder sig helt vildt.

Den grønne farve på væggen har hun selv valgt, og hun viser stolt værelset frem. Det er ikke helt færdigt endnu - der mangler bare lige det sidste, før Anyeli, Arantza og moren kan tage den nye tilbygning i brug.

Det er fem år siden, Anyelis far afleverede hende i skolen for sidste gang. Det var en helt normal hverdag. Faktisk husker Anyeli ikke dagen så godt. Alt, hun husker, er blot fornemmelsen af, at faren pludselig ikke var hjemme mere. Der gik noget tid, før hun fik at vide, at han var rejst til Chicago.

Han kunne ikke få fast arbejde i Honduras, og det var for svært for familien at klare det alene med morens løn. Det lykkes ham at komme ind i USA, og nu betaler han for Anyelis og hendes søsters skolegang og udvidelsen af deres lille hus.

“Det gode ved, at han bor der, det er, at han kan sende penge ned til os.”

Hun savner ham. Selvom hun bliver glad, når han sender en kasse med tøj, sko, farveblyanter og legetøj, er hun ikke i tvivl.

“Min far skulle ikke være rejst.”

På en bjergskråning over den honduranske hovedstad Tegucigalpa står en stor Jesus-statue og holder hånden over hovedstaden. For fem år siden var Jafeth på vej ned af netop det bjerg på sin cykel sammen med vennerne. Vejen ned var stejl og ujævn, og i høj fart mistede han kontrollen og kørte ud over en skrænt.

Hovedet gjorde ondt og han havde smerter i maven. For Jafeth er hele ulykken lidt sløret.

Han blev kørt på det offentlige hospital med det samme. De stoppede blødningen over hans øje og syede ham sammen. Smerterne, han havde i maven, kunne de ikke gøre noget ved. De mistænkte en indre blødning. Scanningsmaskinen på det forfaldne offentlige hospital var gået i stykker og endnu ikke blevet erstattet af en ny.

Jafeths mor migrerede for otte år siden til Girona i Spanien for at arbejde på et plejehjem. Med hjælp fra morens optjente penge blev Jafeth flyttet til et privathospital, hvor han fik den rette behandling for sine indre skader.

Moren arbejder hårdt med at gøre rent, men hun tjener ikke nok til at betale for familiesammenføring, så Jafeth og søsteren kan rejse over til hende.

Jafeth går i stå og gnider sig i øjet med det ene ærme, da han fortæller, at han savner hende.

“Når jeg en dag rejser til Spanien, skal vi på stadion sammen og se Girona spille fodbold.”

“Jeg synes, du skal rejse med mig til Spanien.”

Larmen fra gaden trængte ind til dem gennem de åbne vinduer, mens de sad sammen i stuen. Emili lod som om, hun ikke hørte, hvad hendes mor sagde til hende.

Da Emili var tre år gammel, migrerede hendes mor. Det er ni år siden nu, og for første gang er moren på besøg i Honduras.

For Emili er tanken om at tage af sted med sin mor lidt mærkelig. Selvom de taler sammen et par gange om måneden, føler hun sig fremmed for moren. Hun har altid boet sammen med sin bedstemor, og det er hende, Emili kalder for mor.

Når Emili står i køkkenet med sin bedstemor, kan hun mærke, hvor meget de har til fælles. De er gode til at arbejde sammen. Bedstemoren har overblikket, mens Emili forsøger at lære så meget som muligt. Nogle gange går Emili ned i fritidscenteret og printer en opskrift ud, som de sammen skal forsøge at følge. Sidste gang lavede de en slags kødboller med salat til. 

Emili holder meget af sin bedstemor. Derfor gør det også ekstra ondt, når selv bedstemoren begynder at foreslå, at hun skal rejse til Spanien med moren. Emili ved godt, hvorfor et liv i Spanien er bedre, men det er ikke nok til at overbevise hende.

“I Spanien kan jeg få en uddannelse, og jeg vil kunne være mere tryg, når jeg går på gaden. Men hvis jeg rejser, kan jeg ikke være sammen med min bedstemor.”

Emili kan ikke bære tanken om at rejse væk og efterlade bedstemoren i Honduras. Hun ved ikke, hvad hun skal gøre.

Da Nahomy sad og lyttede til en ung kvindes grusomme historie, skete der noget inden i hende. Kvinden fortalte om en aften, hun var på vej hjem og for vild i mørket. En gruppe mænd, iført militæruniform, overfaldt hende og voldtog hende på skift. Følelserne i Nahomy stod i kø. Vrede. Frustration. Sympati. Hun trøstede kvinden og talte med hende om oplevelsen.

“Hendes historie berørte mig dybt. Pludselig kunne jeg mærke, at jeg kunne gøre en forskel. Jeg var i stand til at hjælpe ofre som hende.”

Som frivillig var Nahomy blevet uddannet til at hjælpe misbrugsofre. Hvor mange andre honduranere drømmer om en fremtid uden for landets grænser, vil Nahomy blive. Hun kan ikke bare tage til USA. Den viden, hun har opnået omkring misbrug af kvinder, forpligter. Hun vil fuldføre sin uddannelse til socialrådgiver og være med til at gøre en positiv forskel i Honduras.

Men for seks år siden blev drømmen testet. Nahomys mor ville migrere til USA, og hun syntes, Nahomy skulle tage med. Det var et ubehageligt og svært spørgsmål, for de havde jo boet sammen hele livet. Moren endte med at rejse alene.

“Jeg troede, at penge ville strømme ned fra USA, men det var ikke realiteten. Min mor opdagede, at den amerikanske drøm ikke eksisterer i virkeligheden.”

Alligevel beder moren ofte Nahomy om at overveje at migrere samme vej, men hun er ikke i tvivl.

“Al den energi, jeg har lagt i mit frivillige arbejde og min uddannelse, vil måske være spildt, hvis jeg migrerer. Jeg har fået viden og erfaring, som jeg kan bruge til at gøre en forskel her i Honduras.”

Asiel hørte skuddet og løb ud på gaden. Der lå han, hans far. For et øjeblik siden havde faren stået i lyset fra gadelamperne og repareret sin bil, og pludselig var han her ikke mere. Det var banden, der skød ham. Måske skyldte Asiels far dem penge? Måske var han på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt? Det spørgsmål har Asiel aldrig fået svar på. Den dag begyndte Asiels liv at forandre sig.

Et år senere stod Asiel på busstationen for at sige farvel til sin mor. Hun havde besluttet at migrere, og Asiel skulle ikke med. De tog afsked, men der skete ikke rigtigt noget inden i ham. Han var omgivet af familie og venner, som alle var berørte. Nogle af dem græd, men ikke Asiel. Han følte ikke noget særligt, han havde det bare sådan … normalt.

Asiel bor sammen med sin bedstefar. Det har han gjort lige siden hans mor fik ham som 16-årig og ikke kunne forsørge ham. Men indtil for et par år siden havde han både sin far og sin mor i nærheden. Nu er de begge væk.

Asiel er stadig mærket af drabet på sin far. Han kan mærke det, når han bevæger sig ud på gaden, hvor de mange bandemedlemmer - der er en del af gadelivet i Honduras - afpresser folk og transporterer og sælger stoffer.

"Jeg prøver at opføre mig naturligt. Hvis jeg først viser, at jeg er bange, vil de måske lægge mærke til mig.”

Asiel ved, at det bedste egentlig vil være at migrere op til sin mor. Alle siger, at det er mere trygt der. Men han vil blive i Honduras hos sin bedstefar. Det er her, han er vokset op. Det er det liv, han kender til.

Inden faren døde, lærte han Asiel at reparere cykler og motorer. De havde meget nært forhold. Når Asiel bliver ældre, vil han være mekaniker - præcis som hans far var.

“Min mor og jeg taler aldrig rigtig om alt det, der er sket. Det er ikke rart at blive mindet om.”

Yulissa var sammen med sin mor og far på vej til USA. De besluttede at flygte, da faren modtog trusler fra en bande.

Efter en udmattende og lang rejse på 2500 km nåede de Monterrey i Mexico. Mens de kæmpede for at tjene penge til at krydse den grænse, de var snublende tæt på, ændrede alt sig pludseligt.

“Min far forvandlede sig til en anden. Han var begyndt at drikke. Jeg forstod det ikke, for sådan var han slet ikke i Honduras.”

Yulissa husker, hvordan hun en aften hørte sin mor råbe om hjælp. Faren havde igen drukket. Han var vred og lod det gå ud over moren. Han slæbte hende i håret hen ad gulvet. Yulissa forsøgte at få det til at stoppe, men kunne ikke gøre noget. Volden fortsatte.

Faren var forandret, og det samme var Yulissas forhold til sin mor. Fra den aften ville de to gøre alt for at beskytte hinanden.

“Min mor pakkede en kuffert med tøj og gemte den under sengen. Da min far en morgen tog ud for at arbejde, flygtede vi tilbage mod Honduras.“

Efter to år på vej mod USA vendte de tilbage til Honduras. Uden Yulissas far. Ligesom før bor de i et lille hus lavet af blik, hvor en tung lugt fra den nærliggende losseplads konstant omgiver dem. De er tilbage, hvor de startede.

Yulissa kan se, at rejsen mod USA har påvirket hendes mor. Der er noget forandret ved hende. Yulissa passer på hende og vil gøre alt for hende.

“Når jeg kommer hjem fra skole, gør jeg rent og ordner huset. Nu skal hun kunne slappe af.“

Historierne er produceret i samarbejde med Viva Danmark. Viva arbejder for at sikre børn en tryg og sund opvækst med adgang til basale rettigheder i nogle af verdens fattigste lande. 
Alle som medvirker i udstillingen er tilknyttet skoler eller institutioner som Viva støtter. Tekst og foto af Kim Frost.